Velkomstbrev
Velkomst og gode råd

Velkomstbrev fra Hou Plantage Grundejerforening.

I bydes velkommen som medlem af vores forening, som blev startet i 1919, da de første huse blev opført her i plantagen, af en mand ved navn Alfred Hansen.

Han var en driftig mand, som udstykkede plantagen og fik bygget de sorte og hvide hyggelige træhuse, som står den dag i dag.

Vi er en grundejerforening, hvis medlemmer sætter pris på naturen, udsigten og roen her på Nordlangeland.

Foreningen er startet for at drive det fælles vandværk, som lå på vandtårns-pladsen og for at kunne vedligeholde vore fællesveje. Vandværket er for ca. 10 år siden nedlagt, og vi får vandet fra det offentlige vandværk.

Foreningen ejer en lang badebro, som blev indkøbt for 5 år siden, og som vi selv står for opsætning og nedtagning af. Det er en af de fælles traditioner, som vi

har, hvor man kan komme og give en hånd med og få en god snak og lære nogle af foreningens medlemmer at kende. Når arbejdet er afsluttet, er der fælles-spisning i en af haverne

Vi holder en årlig generalforsamling – den anden lørdag i juli og samme aften er der grillaften på vandtårnspladsen med fælles hygge.

Der er afholdt diverse jubilæer - senest 80 års her i foreningen.

De år, hvor Sct. Hans falder i en weekend, står bestyrelsen for et fælles Sct. Hansbål på stranden.

På vandtårnspladsen er der for et par år siden anlagt en petanquebane, som kan bruges frit af medlemmerne.

Bestyrelsen har fået opsat bænkesæt på stranden, hvor man kan sidde og nyde udsigten og få en sludder.

I sommerperioden samles de, der har lyst om morgenen til en dukkert ved badebroen kl. 8.

Vi hjælper hinanden, og man skal ikke tøve med at spørge, hvis man mangler et godt råd eller er løbet tør for et eller andet.

Man kommer hinanden ved og mange gode venskaber er opstået her i plantagen – selv om der også engang imellem kan være lidt skærmydsler.

Der er gode muligheder for at komme ud og sejle, hvis man har en jolle, dog skal man tage sig i agt for strømmen gennem Storebælt.

Vi har nogle ordensregler, som man skal rette sig efter.

Kontingent er 350kr. årligt og opkræves til betaling senest 1. oktober.

Læs i øvrigt vore vedtægter, som er vedlagt.

Der er i år opsat en informationsstander på vandtårnspladsen, med nyttige og aktuelle meddelelser fra bestyrelsen.

 

Med venlig hilsen Bestyrelsen 2005